Hjem » Endnu flere fysisk aktive, hvis der var en plan for idrætsfaciliteterne
Endnu flere fysisk aktive, hvis der var en plan for idrætsfaciliteterne
Hvis Grønland skal tættere på visionen om at blive verdens mest fysisk aktive land, kræver det mere end gode intentioner. Der er behov for en klar retning for udviklingen af idrætsfaciliteterne i hele landet.
En ny rapport fra Idrættens Analyseinstitut (Idan) og Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) ved Syddansk Universitet peger på, at en af de mest oplagte og konkrete indsatser er, at hver kommune udarbejder en samlet strategi for sine idrætsfaciliteter.
I dag har ingen af vores kommuner en overordnet facilitetsstrategi, selv om kommunerne hvert år investerer betydelige midler indenfor idrætsområdet.
“Vi har en fælles ambition om, at flere børn, unge, voksne og ældre skal være fysisk aktive. Skal vi lykkes med det, er vi nødt til at sikre, at vores faciliteter understøtter de behov og bevægelsesvaner, som befolkningen faktisk har. Derfor er kommunale facilitetsstrategier, et perfekt redskab til at skabe retning og bedre grundlag for fremtidige investeringer,” siger Jonas Jensen, generalsekretær i Grønlands Idrætsforbund.
Første samlede overblik over faciliteterne
Rapporten er udarbejdet for Grønlands Idrætsforbund og bygger på en kortlægning af idrætsfaciliteter i alle landets kommuner. Undersøgelsen kombinerer viden om faciliteter, brugsmønstre, drift og vedligehold med data om befolkning, økonomi og grønlændernes idræts- og bevægelsesvaner.
Resultatet er det mest omfattende overblik over Grønlands idrætsfaciliteter i mange år og en række anbefalinger til, hvordan faciliteterne i højere grad kan bidrage til målet om et mere fysisk aktivt Grønland.
Ifølge rapporten mangler der mange steder en tydelig sammenhæng mellem investeringer, behov og den faktiske anvendelse af faciliteterne. Netop derfor anbefaler forskerne, at kommunerne arbejder mere strategisk med området.
“En facilitetsstrategi kan være med til at skabe fælles mål, bedre prioriteringer og et stærkere samarbejde mellem politikere, forvaltninger og idrætsaktører. Erfaringer viser, at kommuner med en klar strategi får bedre udnyttelse af faciliteterne og et bedre grundlag for investeringer,” siger Peter Forsberg, chefanalytiker i Idan og projektleder på undersøgelsen.
Naturen skal tænkes ind som idrætsfacilitet
Rapporten peger samtidig på, at fremtidens facilitetsudvikling skal tage udgangspunkt i den måde, som vi faktisk er aktive på.
Nye undersøgelser af befolkningens bevægelsesvaner viser, at en stor del af den fysiske aktivitet foregår uden for de traditionelle idrætsanlæg. Gang, løb, jagt, sejlads og hundeslædekørsel er blandt de aktiviteter, som mange børn, unge og voksne dyrker i naturen.
Derfor anbefaler rapporten, at kommunerne i højere grad tænker idrætsfaciliteter sammen med udeliv og lokale naturressourcer.
Det kan blandt andet ske gennem bedre adgang til stier, ruter og rekreative områder samt etablering af støttefunktioner som belysning, læskure, vandposter, toiletter og opholdsområder.
“Når vi taler om idrætsfaciliteter i Grønland, skal vi ikke kun tænke på haller. Naturen er allerede en af vores vigtigste arenaer for bevægelse. Derfor skal fremtidens faciliteter understøtte både organiseret idræt og de mange aktiviteter, der foregår udenfor,” siger Jonas Jensen.
Faciliteter for hele Grønland
Rapporten understreger også behovet for løsninger, der passer til Grønlands forskellige lokale vilkår.
Mens større byer kan have behov for nye og mere fleksible idrætsanlæg, kan mindre bosteder have brug for mindre og mere tilgængelige faciliteter, der gør det nemt at være aktiv i hverdagen.
For Grønlands Idrætsforbund handler anbefalingerne først og fremmest om at skabe bedre muligheder for bevægelse i hele landet.
“Vi ved, at fysisk aktivitet styrker både sundhed, fællesskaber og livskvalitet. Derfor skal udviklingen af faciliteter ikke kun handle om bygninger, men om mennesker. Hvis flere skal være fysisk aktive, skal rammerne gøre det lettere at vælge bevægelse til. Her er kommunale facilitetsstrategier et vigtigt første skridt,” siger Jonas Jensen.